A house in Esbjerg,
Denmark
Min Hjemmeside
med lidt af hvert
Søren Tvedegaard
Et hus i Esbjerg
FOTO 1920
bygget 1896
Rolfsgade 101, Esbjerg. Her fotograferet i 1920
Huset er bygget i 1896. Huset ejes og beboes af Købmand C. Nielsen.
I 1902 sælger han huset og købmandsforretningen til Købmand Rasmus Peder Hansen og hans kone Karen Kirstine Hansen (født Rasmussen).
Rasmus P. Hansen dør 26. marts 1932. De har da drevet købmandsforretning der i 30 år og enken beslutter at sælge.
Hun sælger til Købmand Viggo Gustav Jensen og hans kone Anna Ingrid Elna Jensen.
Viggo G. Jensen dør i 1957 efter at de i 25 år har drevet kømandsforretningen sammen. Men Fru Jensen beslutter at drive den videre hvilket hun gør alene i 14 år indtil sin død i 1971.
Arvingerne sælger til Kurt Petersen i 1971, og han har køkkenudtilling med salg og montering gennem 16 år indtil 1987 hvor vi (Tove og Søren Tvedegaard) køber huset.
Foto1925
bygget 1896
Huset i 1925. Nu med 3 kviste
I 1925 er købmandsforretningen ejet af Købmand Rasmus P. Hansen. Bemærk Købmandens fine gamle lastbil, som desværre er noget utydelig på det gamle foto.
Vi køber huset i 1987 for 635.000 kr. Her foto fra marts 1992.
Da vi køber det, er alle vinduer og træ markiser brunmalede. De bliver malet hvide kort tid efter overtagelsen. Tove starter Designrummet med Dame- og Herretøjsbutik straks efter at vi er flyttet ind og i 1990 renoverer vi overetagen.
I 2003 kommer vi hjem efter 2 år i Zimbabwe og 5 år i Vietnam og vi starter på en totalrenovering af underetagen, som faktisk står på i 2½ år. Vi får nye vinduer - Danebrogsvinduer som huset oprindelig havde, da det blev bygget i 1896. Også vestgavlens store butiksvinduer bliver udskiftet, også med danebrogsvinduer. Vi var helt fast besluttede på at bibevare de tre butiksvinduer på hjørnet. Synes faktisk det har lidt historisk værdi når der var startet købmandshandel her i 1896.
Og det syntes Esbjerg Kommunes Byfond åbenbart også. Byfonden støtter projekter med bevaringsværdige huse, og vi fik såmæn bevilget et tilskud på 40.000 kr til renoveringen.
Man kan jo heller ikke vide om det måske om føje år igen bliver "lønsomt" at drive butik i de små sidegader.
Underetagen renoveret fra 2003 til 2005. foto fra 2014.
2015 Nyt Tag.
Den tidligere ejer havde "moderniseret" huset så det fik et 70er look med asbest bølgeplader og med udhæng hvilket bevirkede at den murede gesims ikke var synlig og faktisk var gesimsen også delvis fjernet for at tilpasse eternit taget.
Nu føres taget tilbage til det oprindelige. Murstens gesimsen under tagskæget renoveres. Aspesttaget udskiftet med tegl. Kvistene bliver renoverede. Vi får nye vinduer ovenpå og extra isolering under taget.
Gavlen og nordmuren samt vindfanget i haven har hidtil været rødmalede men de bliver nu malet hvide som det var oprindeligt (som på billedet fra 1920).
Inden renoveringen i 2015
Gesimsen kommer igen frem i lyset (efter 45 år i skyggen)
Det renoverede vindfang med trækryds og "Husbrand"
I ordbogen for danske bygningsudtryk står der:
Husbrand. Lille tilspidset stage, ofte udsmykket for neden, der er påsat det øverste af gavltrekanten på f. eks. bindings- værks- og bulhuse og rager et stykke op over den. Skal, uden at være egentlig lynafleder på magisk vis værne huset imod lynnedslag og brand.
Da vi søgte Esbjerg Kommunes Byfond om tilskud var vi så letsindige at skrive at vi "påtænkte" at genetablere trækrydset på vindfanget. Det ses (ikke særlig tydeligt) på billedet fra 1920. Men det var hvad vi havde at gå efter.
Vi fik som nævnt bevilget 40.000 kr. Fra Esbjerg Kommunes Byfond, men med den klausul at "Trækrydset blev genoprettet". Når man rækker fanden en lillefinger - - - - -
Heldigvis er vores mellemste søn Mikkel tømrer, så han gik i gang med tegninger og konstuktion.
Og nu er vi glade for at vi efter mange mange timer fik skabt dette "Kunstværk" :-)
Da de gamle tagplader kom af fandt vi de 117 år gamle tagspær med udskæringer. Mikkel brugte dem som model så det nye kryds blev som i 1896.
Og af de fine 117 år gamle tagspær- endestykker lavede jeg fluks en skammel. (Vi smider jo ikke noget væk her i huset). Det var først da skamlen var færdig at jeg så hvad den lignede. Den hedder "De Fire Små Grise". I daglig tale: "grisen".
Inden renoveringen i 2015
Inden renoveringen i 2015
Havesiden efter renoveringen - nu i hvidt
Inden renoveringen i 2015
Vores hus i Esbjerg 2017
Har du kommentarer eller spørgsmål, så send gerne en mail. Mvh Søren