Haven i Esbjerg

Stenfiguren er fra Zimbabwe og forestiller en stiliseret blomsterknop. (Den forstiller absolut ikke det, som den ligner. "For den rene er alting rent").

Min Hjemmeside

med lidt af hvert

Søren Tvedegaard

 

Haven i Esbjerg

The Garden in Esbjerg

Velkommen til en lille byhave i Esbjerg

Når man har en lille have må man bruge havens "vægge". Vi har en mur med Vedbend og op af den har vi altankasser og klatrende planter, så det ser ud som om Vedbend'en blomstrer.

Og så er vi meget glade for pelargonier, især hænge pelargonier.

Haven er let at holde. Vi har stort set kun det ophøjede bed, som ses her på billedet. Så det med at gå i haven og luge ukrudt er et ukendt begreb. Og da det er et ophøjet bed skal man næsten ikke bukke sig hvis der skulle snige sig et enkelt stykke ukrudt ind. (Og forøvrigt kan vi godt tåle lidt ukrudt i krogene)

Bedet her er på ialt ca. 2½ m2, men der kan være mange planter i bedet. Dog står de så lidt tættere end hvad almindelige havebøger foreskriver.

Resten er græsplæne, fliser, teglsten og stenbed. Og så er der en del krukker og potter.

Så når der er plantet om foråret er der næsten ikke mere at gøre end at vande og slå græs. Dvs kun de sjove ting som at nippe, nævre, binde op og beskære.

 

 

Æbletræet midt i haven er den ideelle solparasol. Og der er kun plads til eet frugttræ i så lille en have. Dog har jeg i 2015 fået forskellige andre planter, som må nøjes med en stor krukke. F. eks. Tranebær, Hindbær, Stikkelsbær og et Conference pæretræ.

Æbletræet i Haven er "Karin Schneider". Nogle kalder det Rød Ingrid Marie. Det er dejlige æbler. De skal spises inden nytår, da de ellers bliver lidt melede. Træet er ca 50 år gammelt.

Engelske Pelargonier er flotte men lidt sarte over for regnvejr. Vi har i efteråret 2014 bygget drivhus og overdækket terrasse. (Mere om det senere) Jeg regner med at de sarteste planter kan stilles ind i læ ved voldsom regn og blæst.

Planten i midten med de store grønne blade og hvide blomster i toppen er en tobaksplante. Jeg har haft 4 forskellige sorter af tobak. Kun en af dem kan bruges som "Rygetobak".

Tobaksplanten med smukke hvide blomster og den dufter helt fantastisk, især om aftenen.

Tobaksblade til tørring i værkstedet.

En sommerfuglebusk (Buddleja) er et must i haven. Jeg bilder mig ind at den mørklilla er den, som tiltrækker flest sommerfugle.

En broget Pelargonie lyser fint op.

Og krukkerne er jo fine også når de kommer op at hænge.

Bagved vokser op ad væggen Tallerkensmækker (de skal gerne hjælpes lidt op) og gul Sommerfuglekarse.

Klokken-4-blomst. Er en sjov blomst. Den springer ud klokken 16 (Dvs dansk sommertid kl 17) Den hedder faktisk på dansk "Vidunderblomst" (Mirabilis jalapa), men på engelsk "4 o'clock" så vi kalder den "Klokken 4". Blomsterne er visnet ned den efterfølgende formiddag, men så kommer der nye om eftermiddagen. Den findes i mange farver og blomstrer hele sommeren indtil frost. Den er nem at formere. Der kommer fine frø på den (som ligner små sorte håndgranater) Frøene spirer villigt når de såes. Men man kan også gemme dem som knolde og opbevare dem lige som Dalia knolde.

 

Fucsia'er er vi også glade for.

For mange år siden fandt jeg et trug ude på genbrugspladsen. Det var et meget grimt industri-vasketrug med en hvid blank overflade. Tove har altid brokket sig over at det var for grimt. I håb om at formilde fruen smurte jeg det groft med en stærk cementblanding. Synes faktisk at resultatet er blevet helt hæderligt. Efterfølgende blev det smurt med kærnemælk og ymer så det rimelig hurtigt kan blive "grønt patineret".

Rundt om truget er jeg her lige blevet færdig med at lægge marksten. jeg har lagt jord imellem stenene i stedet for sand. Min plan er at der skal vokse mini græsser, mini bregner og lignende imellem stenene.

I truget skal der være en skov af "mini-bosai-træer".

Miniature "Bonsai" Forrest with Canadian miniature Log House. (Blok-hus)

Og så blev der plantet. Fik plads til en masse af de små "træer" som jeg havde gået og holdt nede i en højde af ca. 15 cm. Nåletræerne lidt højere - ca. 25 - 30 cm. Der er ca. 25 forskellige arter i kummen. Planter med små blade kan illudere større træer eller buske. Mange krydderplanter får træagtig stamme så de ligner et træ eller en buskk. Her nogle af "skovens" træer:

Rosmarin

Pletter-i-luften

Cotoneaster (med røde "æbler" om efteråret)

Timian

Gedeblad

Røn

Perlerøn

Snebær

Cypresurt

Karry Plante

Cola plante (Artemisia abrotanum 'Cola')

Buxbom

Broget Buxbom

japansk Myrte

Løn

Lærk

 

Og forskellige mini nåletræer som:

Pindsvine gran

Mini cypres

Ell Woodii

Taks

Thuja

Hønsebenstræ

Chamaecyparis thyoides

 

Skovens bunddække er mini bregner, krybende timian og Husfred. Og ellers, alt naturligt ukrudt falder også godt ind i "skovbunden". Men selvfølgelig, alt med måde.

 

Jeg bøvler en del med at få noget til at gro på taget af Blokhuset. Men det lykkes forhåbentlig med tiden.

 

Skovdueungen.

Sidst på sommeren 2016 lykkedes det endelig et skovduepar at få bygget rede og få to unger på vingerne. Reden var i vores Hjortetakstræ som har krone lige over kummen.

Første gang den ene fløj fra reden fløj den lige ned og satte sig på blokhuset. Lige midt i skoven. Men det er jo også en "Skovdue"

Plantereolen

Det er ikke alt ved havebrug som går efter planen.

Haven er jo meget lille. så jeg byggede en plantereol for at få plads til de planter og miniature træer, som er under "udvikling". Men der kommer jo en del storme forbi her i Esbjerg. Og her resultatet af én af dem. Nu er reolen gjort fast og stormsikret. Men for øvrigt overlevede næsten alle planterne. (Mange trængte alligevel til at blive ompottet.)

 

Der kommer flere billeder fra haven

Havebilleder er jo taknemmelige :-)

Har du kommentarer eller spørgsmål, så send gerne en mail. Mvh Søren